Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive en række essays omkring temaer fra Michael Endes Den Uendelige Historie – mest fordi jeg elsker den bog og ikke kan holde mund om den.
Men – hverdagen er kommet lidt i vejen, så i stedet får I her 3 værdifulde lektioner fra bogen, som man kan bruge i det daglige – ikke mindst, hvis man arbejder med børn.
#1 Rigtige venner passer på hinanden
Atreju passer på Atrax. Fuchur passer på Atreju. Bastian og Atreju passer på hinanden. Det er meget forenklet stillet op, men når man læser bogen, er man aldrig i tvivl om, hvem de sande venner er.
Ende lader sine karakterers handlinger tale for dem. Mange kalder hinanden for “ven”, men kun få passer virkelig på hinanden. Specielt, da Bastian begynder at miste sine minder, viser Atreju og lykkedragen Fuchur deres sande væsen.
Pas på hinanden, derude….
#2 At være syg er ikke det samme, som at være inkompetent
Spoiler alert!
I Den Uendelige Historie drejer hele konflikten sig om Den Barnlige Kejserindes sygdom. Hendes sygdom er ikke kun ved at dræbe hende selv, men også hele hendes rige. Det er således ikke kun regenten selv, der er syg – det er hele Fantasien.
Og hvad gør vi så ved det?
Den eneste kur er, at Bastian giver hende et nyt navn. Men for Bastian, sker det hele jo bare i en bog. Så han giver hende ikke et nyt navn.
Hvad gør den Barnlige Kejserinde? Giver op? Accepterer, at dette er enden for Den Uendelige Historie? Ikke tale om! Hun bestiger et bjerg og skaber en tidslomme, så hele bogen gentager sig selv, indtil Bastian forstår, at han skal give hende et nyt navn.
Jeg ved godt, at der er tale om fiktion, men forestil jer lige dette. En dødssyg lille pige, tilsyneladende ikke ældre end en 4.-klasseelev, bestiger et bjerg på størrelse med Mount Everest i bare fødder, for at redde et helt kontinent fra total udslettelse.
Syg? Ja. Inkompetent? Absolut ikke!
Man kan sagtens være sej, selvom man er syg – og det er vigtigt at huske på.
#3 Nogle gange behøver man ikke blande sig
Jeg bliver nødt til at nævne Den Barnlige Kejserinde igen. Denne gang som kontrast til Bastian.
Bastian blander sig i alt. Selv efter det går op for ham, at han mister et minde, hver gang han ønsker sig noget, bliver han ved med at blande sig. Han vil alle det bedste og forsøger med næb og kløer at skabe et bedre Fantasien for alle. Selv med fare for at miste sig selv.
På den anden side har vi den barnlige kejserinde, som aldrig blander sig. Der kan være gode og onde i hendes rige, enkelte folkefærd kan bekrige hinanden… prinsesser kan blive kidnappet af drager – og alligevel blander Fantasiens øverste regent sig ikke. Det er ikke fordi hun er ligeglad, langt fra – det er fordi hun giver sine undersåtter muligheden for suverænitet. Hun blander sig først, når hele Fantasien er i fare.
Hvad kan vi lære af det? Simpelt: Vi skal vælge vores kampe med omhu. Vi behøver ikke blande os i alt. Det betyder ikke, at vi er ligeglade – det betyder bare, at vi spare energien til det, som virkelig betyder noget.
Eller også tænker jeg alt for meget over budskaber i en børnebog…
Bookish Dane
Tidligere indlæg
The girl who accepted a book challenge 